Hvis du er én af dem, der inderligt ønsker at købe sig til en smule stil, f.eks. ved at eje en fiat 500, men er ramt af finanskrisen, er fattig, fordrukken, og evt. også hjemløs, er løsningen her nu: Fiat 500 barnevognen er landet!
Nu kan du tage alle dine ejendele og placere dem i denne stilede barnevogn, binde rævehalen i hatten, og så ellers vandre derudaf, som én af Guds stilfulde frie fugle.
Hvis du ikke er hjemløs, må du dog ikke fortvivle. Du kan stadig købe en af disse stilede barnevogne, og løbe rundt på diverse fortorve for at køre sagesløse mænd og dyr ned. Du vil være akkurat lige så irriterende som de andre mødre med barnevogne, men du vil have langt mere stil end dem!
God fornøjelse med den!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg kan forstå, at du er bitter over, at mødre med barnevogn tager mere plads på fortorvet end folk uden. Og det er nu ikke så meget dét, jeg undres over, om end det faktisk er en anelse underligt, at det hidser dig op og endvidere i så høj grad, at du blogger om oplevelsen på en blog, der vel at mærke kæmper mod populismen, opportunismen, klimafascismen, moralismen og den politiske korrekthed. Well, well.. måske reflekterer din kamp mod hulrummet i nævnte begreber en ligeså tom tro på, at de nu bare kan fyldes op med alt muligt andet såsom mødre der spadserer en tur med barnevognen til muskelmænd som lufter en ellers tæppepissende chi-hua-hua..?
SvarSletMen mit egentlige spørgsmål er, om du faktisk mener, at der er et problem i at købe sig (til) stil? Og i så fald, hvori består problemet?
MVH
C.A.K
Hej CAK.
SvarSletJeg kan forstå, at du har svært ved at se sammenhængen mellem et indlæg om folk der køber sig til stil, og Den Bitre Mands erklærede kamp mod populisme, opportunisme etc.
Det korte svar på det spørgsmål du ikke stiller må være, at det, at man for at blive populær, køber sig til at være noget man ikke er, minder meget om det, at man for at blive populær, siger man mener noget, man ikke mener.
Det korte svar på det spørgsmål du rent faktisk stiller, kan afledes af svaret på det spørgsmål du ikke stiller: Det er et problem at man køber sig til noget man ikke er, fordi man derved ikke er tro mod sin egen smag, men ligger under for det smagsdommeri flertallet har defineret. Det er populisme i ganske konkret og simpel form.
Et godt og tankvækkende svar. Især med hensyn til definitionen af populisme som du efter min mening håndterer lidt skævt for nu at sige det mildt.
SvarSletDet, at man for at blive populær, køber sig til noget, som man ikke er eller siger noget, som man ikke mener, er ikke sammenligneligt populisme. Populisme handler ikke om at man er uoprigtig eller uærlig og som sådan heller ikke om anerkendelse eller om at blive populær.
Populisme er betegnelsen for en idé der appellerer til den brede - måske lavere - del af befolkningen ved at stille sig i opposition til en (ofte politisk) elite eller til det mere svævende "det etablerede".
Uden at jeg skal gøre mig til fortaler for den, er rindalismen faktisk et meget fint eksempel på populisme. Rindalismen er populistisk fordi bevægelsen tog afsæt i landbo-befolkningens interesser og gik dermed imod datidens smagsdommeri og etablerede synspunkter. At nogle politikere idag har forsøgt og til stadighed forsøger at gøre stort set det samme i jagten på popularitet og dermed på stemmer, er en helt anden historie. Men den har sikkert været med til at farve dit billede af hvad populisme rent faktisk er og betyder.
Måden du derfor forsøger at komme omkring definitionen af populisme på, er defor i konkret og simpel form både forkert og uholdbar og har intet at gøre med dit synspunkt, at folk, der enten køber eller siger noget som de ikke kan stå inde for, har et problem..
MVH
C.A.K
Hej CAK.
SvarSletTak for belæringen. Jeg må nok nøjes med at konkludere, at folk der køber sig til stil, er uselvstændige og ligger under for den brede befolknings kriterier for hvad der er stilfuldt... Jeg kan stadig se en række sammenhænge med politisk populisme, men det har nok noget med min forestillingsevne at gøre...
PS: Jeg har ikke skelet så meget til nutidens populisme i min bestemmelse af begrebet. Ej heller til rindalisme eller andre politiske bevægelser. Jeg har mest kigget på hverdagsliv
nutidens politiske populisme, skulle der stå
SvarSletHej Bitre Mand.
SvarSletTak for dine hurtige og hurtigt interessante svar.
Og okaaay.. Nu forstår jeg! I og med at det hverdagslige bringer den der fade fornemmelse af livet for dagen, fjerner det sig fra alt fintmærkende og muliggør i samme bevægelse et bredt, tæt på fladt, i betydning af punkteret, perspektiv på tingene. Og om man kalder det forestillingsevne eller hvad man nu kan finde på er ligegyldigt, for den præcise og afklarede begrebsdefinition er jo nødvendigvis allerede opløst og blottet for formens indhold ved hverdagslivets mangel på vilje til mening.
- Tættere på en vestlig udgave af zen kommer man vist ikke...
Og derfra gennem et snedigt paradoks bliver det let og tilforladeligt at køre sololøb med eksempelvis begrebsdefinitioner.
Men hvorom alting er, når bloggen her besværges ind i kampen imod elitære anskuelser (moralisme, politisk korrekthed und so weiter), falder den så ikke ind under kategorien "populisme"?
MVH
C.A.K
Jeg kan godt se på din fascination af kancellisprog og præcis brug af fastlåste begreber, at du må have det svært med det flade hverdagsliv, hvori sproget bliver levende og nye sprogspil opstår... Kan du præcisere hvad du mener med dit udtryk om "hverdagslivets mangel på vilje til mening"?
SvarSletMht. din kritik af mit "sololøb med begrebsdefinitioner": Læser du primært ordbøger? Din monologiske forståelse af sproget kunne tyde på det...
Og til dit spg: Den Bitre Mand er i opposition til moralisme og politisk korrekthed, men som du jo kan læse, også i opposition til populisme. Vurdér selv, om Den Bitre Mand er i opposition til sig selv...
Igen får du samme tak for det hurtige svar.
SvarSletMed hensyn til hverdagslivets manglen på vilje til mening, da ser jeg, at det må være lige præcis den som først og fremmest må gøre sig gældende, når man vælger at ligge under for den brede befolknings eller eksperters kriterier for, hvad der er rigtigt, forkert osv. I bund og grund er valget et fravalg af sig selv og er det fordi man vælger hvad "man" gør.
Såfret det ikke er en mangel på vilje til (at danne sin) mening, hvad er det så?
Når hverdagslivet endvidere står som fortegnet for vores eksistens og - som du nævner - er det sted, hvor sproget bliver levende og nye sprogspil opstår, er der så ikke et problem deri?
Tilsyneladende mener du det ikke..
I øvrigt var det ikke et svar du gav på mit spørgsmål fra før.. Men det tyder på at du i din artistiske jonglering med begreberne har endt med flere betydninger end hvad du magter at holde styr på. Det kan vel kaldes at stå i opposition til sig selv og forklarer samtidigt, hvordan du får en mor med sin barnvevogn til at blive populist...
MVH
C.A.K
Hej CAK
SvarSletNu troede jeg lige, at du havde noget spændende at bidrage med, og så blev jeg så skuffet...
Det er vel indlysende, at det er folk som ikke er i kontakt med hverdagslivet (hvor de selv befinder sig, og hvori deres eksistens tager afsæt), som må ligge under for eksperters og den brede befolknings kriterier? Det er netop de, som forsager hverdagslivet og hverdagssproget, der giver køb på sig selv.
At hverdagslivet er baggrunden for menneskets eksistens er kun et problem for den, der har glemt hvordan man tænker selv.
Jeg synes jeg holder fint styr på begreberne. At du ikke forstår hvad jeg skriver, kan du desværre ikke tørre af på mig. Jeg svarer ret klart på dit spørgsmål, men begår måske den fejl at opfordre dig til at tænke selv... Tak for snakken, og tak fordi du læste min blog.
Mvh DBM
SUK! Nu troede jeg at du ville blive glad for en rask diskussion. Men hvor skuffende var det ikke at se, hvor hurtigt du trak de spidse tilsmudsninger frem.
SvarSletEksitensen tager ikke afsæt i hverdagslivet. Eksistensen har afsæt i selvet.
De der ikke magter det sidste, de lader eksistensen få afsæt i hverdagslivet. De afskriver selvet for at blive en del af af flertallet.
De, som derimod magter det forhold, at eksisten har afsæt i selvet, de vil lade sig ligge under for inderligheden og i dén, i et oprigtigt engagement med eksistensen, tage friheden på sig.
At du ikke forstår dét, da har du allerede begået den fejl ikke at tænke dybt nok... Og hvor visseligt står det ikke, at du foretrækker det brede perspektiv.
MVH
C.A.K
Jeg kan ikke debattere med en person, som baserer sin verdensanskuelse på, at selvet er udgangspunktet for eksistensen. Hvad baserer selvet sig da på? En ren ånd, som svæver rundt et sted ude i Nirvana? Hvis du mener det, lever vi i hver vores verden, og diskussionen er omsonst.
SvarSlet"Selvet" er et sammensurium af erfaringer og relationer, som "selvet" har mødt i hverdagslivet. Hverdagslivet er det, som "selvet" bliver til ud af, og som det, hvis det er sundt, spiller sig selv op imod (Læs Dewey eller Wittgenstein for yderligere forklaring).
Hverdagslivet er det sted, hvor "livet" viser sig. Ikke det enkelte menneskes liv, men selve livet (i bestemt form - læs Løgstrup for yderligere forklaring).
Navlepilleri og inderlighed, som åbenbart er det du mener skal danne udgangspunkt for eksistens og for meningsdannelser, danner IKKE udgangspunkt for selvstændig meningsdannelse, men nærmere for mangel på dømmekraft, og dermed mangel på evne til at tænke selv, og danne modspil til det kulturelle flertals meningstyranni.
Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde af din sidste kommentar om, at jeg ikke tænker dybt nok. Jeg synes jeg har tænkt en hel del skridt dybere end dig, alene i det at jeg har indset, at "selvet" ikke er en isoleret ø, men at det er funderet i hverdagslivets erfaringer og relationer.
Hvis dit afsæt er buddhisme eller lignende, må jeg som nævnt konstatere, at du er udenfor min pædagogiske rækkevidde, og så har vi hvert vort verdenssyn, og lever i hvert vort paradigme. Tænker du derimod ind i en vestlig tankegang, så mener jeg du har misforstået nogle ret væsentlige ting.
Mvh
DBM