Ole Sohn og kommunisterne

Så er Søren Espersen, den lille forsmåede Bulldog fra DF ellers kommet op i omdrejninger! Det er gået op for manden, at en af hans konkurrenter udi populisme, Ole Sohn fra SF, har været formand for DKP og fan af Stalin, Honecker og folkemord. Nu skal Ole Sohn så, ifølge Espersen, stå til ansvar, og undskylde for hans mindre heldige valg af ungdomsidoler.

Der er ingen tvivl om, at Ole Sohn er kommunist indeni. Det er bare ikke så populært at være nu, som det var i 1970'erne. Derfor kalder han sig idag "Folkesocialist", en titel som mest af alt minder om noget Mao har fundet på. Man kan godt argumentere for, at den nye Ole Sohn er en frygtelig opportunist, som siger hvad flertallet gerne vil høre, og forråder sine egne idealer. Desværre for Søren Espersen og dennes argumentation, er Sohn dog ikke mere opportunist end Espersen selv. Hvor Ole Sohn til det sidste stod ved, at han syntes Honecker var sej og en guttermand, løb Espersen væk fra stalinismen længe inden muren faldt, så folk ikke efterfølgende kunne kalde ham kommunistsvin. Det gør ham til en dygtigere opportunist og populist, men spørgsmålet er om det gør ham bedre på ret mange andre områder...

Og så er der Lykketoft og hans forsvundne Trotskij-skæg. Er det ikke også populisme at han har fjernet det, bare fordi Trotskij ikke længere er en socialdemokratisk helt? Jeg glæder mig til Søren Espersen går ind i den diskussion...

0 kommentarer:

Send en kommentar